Nogle Gange Skuffer Venner på Internettet

Der er konstant snak i medierne om, at de unge ikke længere kan finde ud af, at gebærde sig social. De er vokset op med de sociale medier, og ses derfor næsten aldrig ansigt til ansigt. Det gør det åbenbart svært for dem at håndtere, når de så rent faktisk bliver nødt til at tale med nogen i virkeligheden.

Jeg er dog ret sikker på, at den historie er noget overdrevet. Hver gang vi får nogle teknologiske gennembrud, så er der nogen der maler fanden på væggen, og erklærer at det vil gå hen og ødelægge alting. Det er et underligt fænomen, der på en eller anden måde får lov til at ske igen og igen. Det er som om vi alle er med i en kult, der bare tror blindt på det, næste gang kult-lederen fortæller at det er i morgen jorden går under. Panikken breder sig hver gang noget nyt bliver introduceret, nogle år senere er det vildt udbredt og problemerne er minimale, og så finder dommedagsprofeterne noget nyt at kaste sig over.

Når det er sagt, så går de sociale medier dog helt sikkert ind, og har en betydning for hvordan vi interagerer med hinanden. Det oplevede jeg for nyligt på egen krop. Jeg havde været igennem en hård periode, hvor jeg blev fyret fra mit job og mistede min kæreste på den samme uge. Jeg var godt nok nede med flaget, og skulle samtidig prøve at finde hoved og hale i min rodede økonomi. Jeg erkendte at jeg havde brug for hjælp, men følte på en eller anden måde skam over det. Jeg følte ikke at jeg kunne tillade mig at hive fat i en god ven, og belemre ham med mine problemer. Men så fik jeg idéen til, blot at skrive om mine problemer på de sociale medier. Så kunne vennerne se, at jeg havde brug for hjælp, og selv træde til hvis de havde lyst! Genialt!

Så jeg lagde en post op om, at jeg havde brug for Gældsrådgivning, og ikke vidste hvor jeg skulle starte. Den dag i dag, er den post stadig den mindst populære, jeg nogensinde har skrevet. Ingen har smidt en kommentar, et like eller noget som helst. Det er som om beskeden aldrig har eksisteret.

Det slog mig ekstra hårdt. Jeg følte mig helt og aldeles forladt og alene. Mine venner havde svigtet mig, ingen bekymrede sig om mig. Hvilken anden konklusion kan man dog drage på den baggrund?

Men så var der tilfældigvis drenge-aften, og jeg kom på en eller anden måde ud af huset. Nu sad vi ansigt til ansigt, og snakkede om vores liv. Nu var der pludseligt masser af empati og produktive indspark til, hvordan jeg kunne håndtere min gæld.

Det gik op for mig, at de sociale medier er designede til specifikke former for kommunikation. Det egner sig ikke til det seriøst og vigtige. Det er et sted folk søger hen for at have det sjovt, for at smile. Derfor bliver en post som min begravet: den passer ikke til platformen. Der er intet der slår en rigtig samtale, når det kommer til at bearbejde problemer og følelser.