Derfor Har Børn Bedst af Klare Regler uden Undtagelser

Der er mange der har den holdning, at man som menneske kun kan eksistere i én af to tilstande: enten er man i kontrol over sine omgivelser, og ellers er det ens omgivelser, der er i kontrol over én selv. Selvom det lyder både hårdt og kynisk, så er jeg faktisk overvejende enig i denne iagttagelse.

Jeg synes specielt det bliver tydeligt, hvis man tænker over det, ud fra en forælders synspunkt. Når man kigger på sit barn, så er det meget tydeligt, at det er født med en evne til at lytte efter hvad der bliver sagt, og adlyde det. Et barns første mange eventyr ud i den virkelige verden er et forsøg på at forstå reglerne, så barnet kan tilpasse sig dem. Det er grundet denne nysgerrighed, at vi er nødt til at børnesikre vores hjem, arrangere ferie på en børnevenlig campingplads, og generelt hele tiden skal være opmærksomme på, hvad vores børn går og laver.

Der går en del år, før et barn lærer, at det kan udfordre eller trodse reglerne. Når barnet så selv træder ind i de voksenes rækker, så begynder det at have en forståelse for, at det ikke alene kan udfordre eller bryde regler, men også selv kan opsætte dem.

Sådan var det da også i mit eget liv. Jeg blev født ud i en verden, jeg ikke forstod eller vidste noget om. Min eneste reaktion på disse omgivelser var at græde af frustration og undren. Min omverden – nærmere bestemt mine forældre – så ud til at reagere på min gråd. Efterhånden begyndte jeg at danne mig en forståelse for handlinger og konsekvenser. Hvis jeg græd, så kom mine forældre. Hvis jeg slog mig selv med en duplo-klods, så gjorde det ondt. Hvis jeg fik mad, så holdt jeg op med at være sulten. Det var altså en slags løbende udforskning af verden omkring mig. Jeg udfordrede ikke de ting jeg lærte. Jeg adlød blot, og tilpassede mig den måde, reglerne nu engang var sat op på.

Da jeg så blev et par år gammel, kunne det på overfladen godt se ud som om, at jeg begyndte at bryde reglerne. Jeg sagde eksempelvis mine forældre imod. Men det var reelt ikke et forsøg på at bryde reglerne, for det var jeg stadig overbevist om, var umuligt. Det handlede derimod om at teste reglerne, og finde ud af, om de var mere avancerede end de så ud, på overfladen. Det er også derfor man siger, at børn har godt af, at får et ”nej” en gang imellem. Hvis forældre konstant bryder de regler, de selv har opsat, og lader deres barn få sin vilje hver gang det græder eller beklager sig, så bliver barnet jo naturligvis forvirret. Det forsøgte at finde ud af, hvordan reglerne hang sammen, og nu viser det sig, at reglerne er uforudsigelige og sære. Det skaber utrygge rammer for barnet, og det har aldrig haft intention om, at få lov til at bryde reglerne – det ønskede blot, at forstå dem bedre.